Atlanterhavet og zirconium - Tidsbilleder overlapper i os hver dag. Monocrom-motivet er Viking Queen [no. PSV]. Et skilt på siden af slangehangaren fangede min kones blik: Olie, Vand, Cement og Slam. I en krise vælger de ret, så sender pumper stadset af sted: Ned i borehul og blow-up preventer el. op på en platform og ind i bålet, gætter vi på, og svømmere i vandet styrer mod midten af skibet, Rescue Zone, her maler skruerne mindre end for og agter.

Diskussionen om FLYING ENTERPRISE´s last var oppe igen for et par år siden efter et dansk TV-program. Flere websites drøftede sagen, en engelsk webmaster svarede en spørger, at man i Danmark talte om zirconium, et stof der dæmper atomare processer, men at han ikke selv læste dansk.

Dem vil vi gerne hjælpe: Allerede omkring forliset d 10 januar 1952 bredte spekulationerne om skibets last sig. Kaptajnens motiv for at blive hængende til skibet sank under ham og den tapre Dancy var vel elementært materialistisk? Atombomber, jetmotorer, guld? Ole Bostrup skrev i Dansk Kemi nr. 1 2003 at kun få dengang havde lagt mærke til, at Karlsen selv sagde "zirconium". Bostrup studerede kemi på DTU, dengang Polyteknisk Læreanstalt. Han kendte begrebet, han havde bidt mærke i det, da de fik at vide at den halve side i petit i Holleman-Wibergs lærebog kun var til orientering, ikke pensum. Rent zirconium fik man i Tyskland, hvor teknologien var på plads igen, efter den anden verdenskrig. Det blev anvendt i keramik og smeltedigler til store varmegrader.

Zirconium and The Flying Enterprise - subsite in english on danish source, Dansk Kemi 1. 2003

Studying chemisty at DTU in 1951, M.Sc. Ole Bostrup had recognised the word, zirconium, when Captain Kurt Karlsen mentioned it to members of the press. Speculations flurished: Atomic bombs, jet engines or gold? Did some secret cargo motivate the captain - but who knew enough about zirconium to worry.

* en storm, Kenneth R. Dancy i 2005 kaldte den værste i 75 år. Den næste der sprængte trossen og sænkede Flying E 10. jan. kalder DD 701´s website "a 90 mile gale".

Tænk på billedet af den lille damper, tilsyneladende alene på det blå hav. Sådan kunne BRUNO (rød) have set ADAM (blå) sidst på eftermiddagen den 19. august 1916. Hvis vejret var pænt.

SPØRGSMÅL: - Hvorfor holder Adam (blå) sig altid vest for linien, hvor han satser på at finde Bruno (rød)? Svaret er en basal maritim erfaring som den garvede fortæller, Gordon Campbell, My Mystery Ships, 1928, ikke nævner med et ord. Han har tænkt det var "almen viden".

Vi er til søs i Atlanterhavet vest for Irland under første verdenskrig, den 18. og 19. august 1916. Adam er et engelsk Q-ship, et mindre, solidt dampskib med en stærk maskine, skjulte kanoner og dybvandsbomber, en besætning på 80 mand, de fleste af reserven. Taktikken gik ud på at lokke ubåden ind på klods hold og så ordne den. Besætningen fik hædersbevisninger igen og igen.

Modstanderen i denne undtagelsesvis ublodige affære er en tysk minelægger-ubåd, der har lagt miner ved nogle irske havne. Irland var engelsk under 1. verdenskrig. Adam sigter Bruno klokken 20:00 den 18. aug. og optager forfølgelsen trods tusmørket. Han jager mere på fornemmelse end på egentlige observationer. Vejret er "full gale and heavy altantic swell" med røgvand og byger.

Teknologien i 1916 bød hverken på radar, sonar, satlink eller gps. Men optiske sigtemidler af høj klasse og lyskastere fandt et skib på femten sømil en klar nat! Q-ships havde imidlertid ikke det dyre isenkram. Kun når Adams udkigsfolk fik bid i Bruno, er Brunos "observerede" kurs trukket helt op med rødt. Adam gætter på Bruno er på vej nord om Scotland. Kursen, Bruno så må styre, vil pege mod den lille klippeø, St. Kitts, som de søfarende dengang brugte som pejlemærke.

To gange når Adam ind på kampafstand. Første gang dykker Bruno hurtigt og bliver ikke ramt af Adams dybvandsbombe. Anden gang klokken 17:40 den 19. afskyder Bruno en torpedo, som Adam når at undgå. Han genoptager forfølgelsen og ved nu at Bruno snart må op og sejle uddykket, mens hans dieselmotorer oplader ubådens batterier, der senere igen skal drive el-motorerne under neddykket sejlads.

Men selv om Adams fyrbødere og adskillige ekstra "hands" knokler helt vildt, slipper Bruno alligevel væk i mørket, og Adam må bare vende snuden hjemad. - Hvad er det, der er så oplagt i Campbells håndtering af sit skib, at folk ikke behøvede få dét ind med ske.



Hvorfor er Adam altid på samme side af Bruno?

svar: sortbamse.dk/Navigation2.htm

Webmaster har haft fornøjelsen at rode med en skonnert i tyve år: Sætte master af og på to gange, rigge op og ned og sejle den et par måneder hvert år i tolv år. "Den ene
han kan gå og male lidt og lave kaffe, den anden kan så sejle skivet", sagde en af de gamle til min kone og mig i Søby på Ærø engang. Det viste sig også at være rigtigt, da vi blev gode nok (Tro det eller la´vær). Læg mærke til båddavitterne. De har ikke ment jollen var i vejen dér, når mesanen var skødet ud. Vi ser seks mand: 1 agterude ved rattet, 1 foran mesanvantet rækker eller gør tegn bagud, 3 med ryggen til ved stormasten og 1 lavt med ansigtet imod os ses gennem storvantet. Skibet fører inderklyver, gaffelfok og gaffelstorsejl med første reb i begge gaffelsejl. Pikfaldene endnu ikke halet tot - Se folderne i sejldugen, men sejlene trækker. Nu klares der op på dækket, så kan dem på frivagt gå fra, de andre "sejler så skivet": Får strakt de fald, styrer, trimmer, navigerer og holder udkig.

Der ryddes op i tovværket på dækket. Hvert pikfald, det tov fra bagsiden af mastetoppen, der bærer piken: yderste del gaflen, giver 'kun' tolv, fjorten meter tov at kvejle op for gaflerne på gaffelfok og -storsejl føres stående, altså altid "oppe" på det skib her. Kun til at sænke de to plus to meter rebningen kræver. Sejlene bjærges ind til masten. Mesanen derimod fires ned med gaflen kan vi se. Der så ligesom mindre fartøjer, kunne ha' klofald og pikfald ført ned på samme side af masten.

"På den måde" fortalte dav. havnefoged i Middelfart, Mogens Jensen, mig om vores som han havde sejlet bedstemand på alene sammen med Marinus, skipperen først i halv-
tredserne, "kunne jeg sætte sejlene selv. Begge næver om begge fald på én gang og så hale..." Han grinede skummelt, når han sagde det. For satan, tænkte jeg... "Når det
blæste var Marinus jo nø' til at ha' fat i rattet", sagde han. "Men når vejret var fint, ku' det pass' sig selv (altså rattet), så hjalp vi hinanden." - Vi har gaffelsejlene lidt højere
end I havde, fik jeg sagt. - "Ja", fortsatte han på sit klingende vestfynsk, "Nu har I jo fået sådan et herligt godt og stærkt skiv. Men vi fik den all'ar over níí knob!

I forsikringspapirerne så jeg, at de røg ind i en januarstorm på en rejse fra Gilleleje til Århus. Skibet havde også motor, en to-cylindret Grenå-diesel. Storsejlet rev sig løs og
kom i skruen. Skibet kunne hverken styre eller sejle; de smed begge ankre, men drev alligevel, alle nødblus blev skudt af, ingen hjælp kom der... Så hev de selv det storsejl
ud af skruen, fik gang i motoren og gik ind til Grenå og ringede til Søassurancen.

Man lærer et skib at kende ved at mærke det bevæge sig under en, ved at sejle det selv. Det hjælper en del at bygge det. Det bliver nemmere at holde af det og forstå de
grænser, teknikken og naturen sætter. Men køre rigtigt gør det først når "de gamle" ta'r med: Keeping your reputation*), som Erik (nedenfor) der kom ud med Georg Stage
og den svenske tremast-skonnert Mary Ann, inden navigationsskolen. Det var stort, da han en aften sagde: Det skib her, Steen, det går godt i søen!

På opfordring: Tremast-skonnert selected cuts

Skibet hero. er Heimdal af Thurø 1920, 1929 Lilla Edet, Sverige, 1934 Kungsälv, 1957 Stockholm, 1960 Växholm. Brændt Viken 6.1961, sænket 1963. Kilde Sjöfartsmuseet Viken. Foto 226x172 i ramme. Fam. Siebken.
All rights reserved.

*) Roger C. Taylor: Elements of Seamanship. MA US 1982. > 1)Keeping the water out - 2)K. from hitting anything - 3 K. her were you want her - 4)K. her going - 5)K. your reputation (Bliv selv god, så ta'r de gode med)

Den samme tænkning ses i Kongespejlet, egl. Konungs Skuggsja, norsk forf. ca. 1258. - "Gör dit skib tillokkende, så byder gode mænd sig frem dertil, og skibet bliver godt bemandet*. Gör også altid dit skib sejlklart i midten af april og sejl i den bedste sommertid, hav altid pålideligt tovværk på dit skib, og vær aldrig længe på havet om efteråret." S. 53 Finn Joenson 1928. Større uddrag & noter: www.sortbamse.dk/ Atlanticanae